En god investering

Beretning fra 17. Michaelsteiner Sommerakademie für alte Musik

Artikel til MUSA-bladet september 2003.

Baggrunden

(Spring eventuelt dette afsnit over; den egentlige beretning begynder her. Spring i det hele taget rundt i beretningen; der er lidt for enhver smag.)

Jeg har fået cembaloundervisning af Claus Borch og Signe Buch Sørensen. Nogle af læserne vil kende mig fra MUSAs sammenspilskurser hvor jeg sidder bag cembaloet stiller spørgsmål, bl.a. om fortegnsfejl i noderne. Jeg har med stor begejstring deltaget Djurs Baroks pinsekursus de gange det er blevet afholdt.

Jeg har hvert år kigget begærligt på MUSA-bladets, eller mere præcist Ellen Østerbyes liste over sommerkurser i Europa og tænkt at jeg på et eller andet tidspunkt måtte af sted på mindst ét af de annoncerede kurser (man kunne jo få hele sommerhalvåret til at gå med dem hvis det var). Indtil i år er det dog aldrig blevet (det er som sagt kun blevet til Djurs Baroks pinsekursus). Jeg tror typisk jeg har haft planlagt for meget af min sommer på det tidspunkt hvor kursuslisten er kommet, så det har ikke været nemt at flette det ind.

Efter at lysten til at tage på kursus i tidlig musik således var hobet op over nogle år, var et par detaljer anderledes i år: Dels kom listen vistnok ud tidligere; og dels var den fulgt af Ellens opfordring til at melde tilbage om vi læsere kunne bruge den til noget. Jeg havde meget, meget lidt lyst til at fortælle Ellen at hun for min skyld lige så godt kunne droppe listen, da jeg alligevel aldrig kom af sted på noget kursus; så jeg var nødt til at gøre det modsatte: tage af sted på ét.

Jeg studerede kurserne og deres:

Hjemmeside-adresserne i MUSA-bladet var særdeles nyttige; jeg brugte også www.db.de til at studere rejsemuligheder. Jeg havde bl.m.a. kig på Lars Ulrik Mortensen i Umeå, og valgte til sidst sommerakademiet på Kloster Michaelstein i Harzen. Cembalolæreren her var Menno van Delft. Claus Borch har talt om Menno van Delft, og jeg har hørt ham spille i radioen og havde tillid til ham. Han har ved siden af cembalospillet dyrket clavicordet i stort omfang, og jeg havde fået at vide at han mente at dette giver noget til cembalospillet. Menno van Delft har i øvrigt arbejdet sammen med førnævnte Lars Ulrik Mortensen. Et andet element der trak i Harzen, var undervisningen i ensemblespil; bl.a. ville man stable et orkester på benene for at give medvirkende blæsere lejlighed til at arbejde med koncerter for solo og orkester. Jeg vidste at jeg ville være i mit es som continuospiller i sådan et orkester.

Blankenburg (Harz) ligger godt 10 timer i tog fra Århus, og kurset kostede 130 € (1000 kr.) plus kost og logi, det lød som fundet for de penge.

17. Michaelsteiner Sommerakademie für alte Musik

Ud af 65 kursusdeltagere var vi 10 cembalister. Der var 7 lærere, nemlig lærere i barokviolin, barokcello, traversfløjte, barokobo, barokfagot, cembalo og — alexanderteknik. Da jeg kiggede adresselisten igennem, fik jeg indtryk af at alle deltagerne var fra Tyskland. Det viste sig at der var deltagere fra Sverige, Nederlandene, Østrig, Rumænien, Kina og Taiwan — og yderligere én dansker. De fleste boede dog i Tyskland i dag. Menno van Delft kommer fra Amsterdam. Vi kursister på cembalo fordelte os i tre nogenlunde lige store grupper: konservatoriestuderende, amatører og pianister med interesse for cembalo.

Kurset begyndte tirsdag kl. 14. Dagsprogrammet lød nogenlunde sådan: formiddag master-class-undervisning på hvert instrument, eftermiddag kammermusik-undervisning, aften orkester-prøve og/eller koncert. Torsdag og fredag var der små interne koncerter, lørdag kl. 19.30 en tre timer lang koncert med et stort og begejstret publikum. Jo, den var for lang. Bortset fra det var den så god at jeg også gerne selv, hvis jeg ikke allerede havde været med, gerne havde betalt billet for at komme ind at høre den. Der var både solist-indslag og kammermusik, og orkestret indrammede hver af de to halvdele af koncerten.

Cembaloundervisningen

Menno var god til at pille den musik vi spillede for ham fra hinanden. Én deltager spillede en toccata af Pachelbel med 32.-dele i rasende fart i to fingre, mens de øvrige fingre i samme hånd spillede en stemme der gik i fjerdedele og ottendedele. Menno kommenterede med at han ikke synes han havde hørt ret meget cembalo-spil, og satte deltageren til at lave helt elementære anslagsøvelser. Vi var vist enige om at han var god til at give forslag og kritik der var brugbar og relevant for den enkelte, han gentog nærmest aldrig sig selv når en ny satte sig til cembaloet. Jeg fik impulser og inspiration med til at gå hjem og øve mig i måneder, måske år, med forventet godt resultat. Jeg tror det samme gør sig gældende for de fleste af de andre. Vi fik noget for pengene.

Ryet talte sandt: Menno van Delft insisterede på at vi skulle prøve at spille clavicord. På stedet var der et imponerende musikhistorisk museum, og dér fandt vi et forholdsvis sent clavicord og brugte det i undervisningen en times tid. Noget af det man lærer på clavicordet er at styre anslagets styrke. F.eks. har man tilbøjelighed til at slå tonerne hårdere an når man spiller triller. Dette høres også på cembaloet (meget mindre tydeligt), så det er en god øvelse at vænne sig af med det ved clavicordet. Senere på dagen listede jeg — efter lærerens opfordring — alene op til clavicordet og prøvede det. Et par simple øvelser gik fint, men få musik ud af det — det kunne jeg nærmest ikke på stående fod.

Cembaloundervisningen foregik på et forbløffende godt cembalo. Bl.a. var det faktisk — indenfor små, men hørbare nuancer — muligt at spille svagere og kraftigere ved at ændre anslaget, hvad jeg ellers havde lært man ikke kan. Clavicordspilleren Menno van Delft ansporede os selvfølgelig til at udnytte det.

Jeg havde glemt hvor hårdt det er at fungere i døgndrift på et sprog jeg ikke taler flydende. Så når jeg var tilhører i cembalo-timen, mistede jeg ofte koncentrationen og opfattede ikke hvad der blev sagt. Hertil kommer at jeg på grund af en dårlig ryg var nødt til at forsømme noget at tiden, dels for at gå ture, dels for at ligge ned og slappe af.

Faglige noter fra cembalospillet

Når man sidder ved cembaloet, skal albuerne være fri af kroppen og holdes lidt foran denne. Når fingrene sættes på tangenterne, skal fingerspidserne være næsten på linje. Som nævnt kunne Menno godt gribe fat i nogle helt grundlæggende ting ved cembalospillet, så her er et par smagsprøver.

Menno anbefaler en øvelse fra J.Ph. Rameau: Man sætter alle fingrene så de har kontakt med tangenterne, så anslår man én ad gangen. Til en start kan man skifte frem og tilbage mellem to fingre. Desuden kan C.L. Hanons øvelser for klaver også udmærket bruges på cembalo; de er næppe så forskellige fra de øvelser J.S. Bach gav sine elever. Korte toner frembringes med én bevægelse af fingeren nedad og ud over forkanten af tangenten. Igen betaler det sig at øve det fra en stilling hvor fingeren allerede har kontakt med tangenten. Man kan øve det med 2., 3., 4. og evt. 5. finger (åbenbart ikke med tommelen; da jeg prøvede, forstod jeg hvorfor ikke, det er ikke til).

Triller kan man øve et par uger, først langsomt, gradvis hurtigere, og så holde ferie. Når man så kommer tilbage fra ferien, går de bedre end før. Når man øver triller, skal man selvfølgelig sidde rigtigt; man skal have hænderne i ro og lade fingrene gøre arbejdet. Lavt håndled, runde fingre (ikke strakte). Sæt en basstemme på når man øver triller med højre hånd (og omvendt) for at sikre at trillen kommer på, ikke før slaget. Man skal også spille trillerne smukt når man øver sig så man ikke kommer til at kede sig.

Når jeg mest refererer teknik, er det ikke fordi teknikken havde en (for) stor plads i et kursus hvor man ville forvente at det musikalske skulle stå i første række. Det skyldes dels at jeg selv — med en forholdsvis veletableret musikalsk opfattelse af barokmusikken — var glad for at lære noget mere teknik. Dels er de tekniske emner nemmere at formidle videre på tryk.

Dansesatser skal spilles så det fra takt 1 er tydeligt hvilken dans det er. Fra takt 2 eller senere kan man begynde at kere sig om melodi og den slags underordnede elementer. Allemander skal spilles alla breve.

Ren cembalomusik findes nærmest ikke i Tyskland. J.S. Bach, f.eks., spillede også orgel og clavicord (og violin, og han sang …). A propos Bach blev det sagt at man næsten ikke kunne se fingrene bevæge sig når han spillede. Vi andre kan vel starte med et ideal hvor vi ikke bevæger hånden, håndledet, armen eller kroppen mere end højst nødvendigt.

Kammermusikken

Jeg havde ikke forstået på forhånd at kammermusikken ville fylde så stor en del af kurset, og jeg var lidt overrasket da jeg nogle uger inden kurset blev kontaktet af et par tyske deltagere, en fløjtenist og en bratschist, der spurgte om jeg ville spille et værk eller to sammen med dem. Vi spillede en koncert af Rameau for fløjtelæreren og for Menno, og lærte alle noget af det. Jeg blev gladere og gladere for værket jo mere spillede det (sådan er det jo med god musik; med dårlig musik er det omvendt), og havde stadig et par af satserne i hovedet flere uger efter jeg kom hjem. Vi prøvede også et værk af C.Ph.E. Bach for fløjte, bratsch og hammerklaver, vistnok hans sidste færdiggjorte komposition. Ingen af os havde øvet dette værk så meget, og jeg havde aldrig spillet hammerklaver før, så vi spillede det ikke for nogen af lærerne, men det var sjovt at prøve det (Menno havde også i anden sammenhæng sagt at han ikke kunne give klaver-undervisning). I begge værker var der en udskrevet stemme for taste-instrumentet (ikke en becifret basstemme), og i begge værker var den svær. Selv om jeg udelod noder og stadig spillede fejl, var det dog ikke til hinder for at jeg lærte noget.

Menno overbragte i timen et spørgsmål om nogen ville spille med i en Telemann-trio, og kiggede på mig som om han forventede jeg ville. På det tidspunkt var jeg mest optaget af at skaffe mig en plads i det store orkester, så mit ja lød sikkert tøvende. Trioen var for fløjte, obo og basso continuo, og de to solister var et ægtepar, søde mennesker. Jeg har aldrig før spillet med en obo, jeg holder ellers af træblæserne, så det var en god oplevelse. Det var vel også et privilegium så længe der kun var fire oboer på kurset. Vi fik også en god cellist med på basstemmen, det er jo lækkert at have. Et par timer før afslutningskoncerten gik det op for mig at vi dér skulle spille to af satserne. Sådan går det måske når man ikke er så skrap til sproget?

Både fløjtelæreren og obolæreren var venlige og meget behagelige at arbejde sammen med.

Det undrede mig lidt så mange steder på kurset jeg hørte en terrassedynamik som jeg troede hørte hjemme i 1950’erne (i Danmark måske brugt indtil 1980’erne): Når de samme noder optræder to gange (eller står mellem gentagelsestegn), spiller man dem først kraftigt, derefter svagt som et ekko. I vores Telemann-trio var f.eks. én synkoperet takt af melodien gentaget i begyndelsen af temaet i den hurtige sats. Jeg var glad for at Menno fik pillet ekkoet af os. Musik er jo også retorik (eller kan i hvert fald betragtes som sådan), og en gentagelse er sædvanligvis en understregning. Menno sagde at noderne anden gang snarere skulle spilles kraftigere end svagere, og begrundede det med at basstemmen i de fleste tilfælde lå dybere anden gang (så er det svært at spille bassen svagere). Så kom det til at lyde klart mere rigtigt og overbevisende i mine ører. (Selvfølgelig findes der eksempler hvor komponisten har haft en ekko-virkning til hensigt; det er bare ikke det mest udbredte.)

Orkesteret

Det annoncerede orkester øvede hver aften efter aftensmaden. Jeg hørte nogen sige i starten at orkesteret ikke spillede godt eller lød for meget i retning af Karajan. Jeg er nok ikke den mest sarte, jeg nød den sjældne lejlighed til at høre et 50 personer stort barokorkester spille, ikke mindst ved afslutningskoncerten — det var blevet meget bedre i løbet af kurset. De værker orkesteret spillede, var gode, ikke mindst J.F. Rebel: Les Caractères de la Danse (som dog nok ville egne sig endnu bedre for et mindre ensemble). De fleste kursister spillede i orkesteret, men jo kun én eller to cembalister ad gangen, så kun fem af os fik chancen, og ikke jeg. Øv. Jeg har vel ikke været der på det rigtige tidspunkt, enten fordi jeg var ude at gå eller fordi jeg spillede kammermusik.

Mere end tidlig musik

Jeg kom til kurset med en forventning om at det også ville være en social begivenhed. Jeg tror tyskere har det med at se hinanden an et stykke tid inden de bliver alt for venskabelige. Så det sociale liv udspillede sig især i den sidste halvdel af kurset, så var deltagerne også venlige og imødekommende. Om fredagen oplevede jeg pludselig at falde i snak morgen, middag og aften. Jeg tænker at vi ikke alene havde set hinanden an længe nok, jeg var også efterhånden blevet fortrolig med mit tysk igen og stolede på jeg kunne klare mig, så jeg veg ikke længere tilbage fra at kaste mig ud i at tale det.

Halvvejs henne i kurset kiggede en ældre herre på mig og sagde: „Vi er danskere“. Jeg gloede. Også så meget at han kom i tvivl og spurgte mig på tysk om det ikke var rigtigt. Det viste sig at være cellisten Gert von Bülow, som jo bl.a. har undervist på konservatoriet i Århus. Han bor i Rostock i Tyskland i dag. Kursuslederen og violinlæreren, Gottfried von der Goltz, viste sig at være halvt norsk, så han og jeg snakkede skandinavisk sammen den sidste aften. Så var det tyskernes tur til at glo.

Omgivelserne inviterede bestemt til at spadsere. Kloster Michaelstein ligger i udkanten af Harz-bjergene. Uanset hvilken vej man går, er der bøgeskove og små vandfald. Der har tidligere været en lang række vandmøller; nu bliver mølledammene brugt til dambrug.

Et tip til når du skal på kursus: Hvis der er bestemte instrumenter du gerne vil spille sammen med, så find et kursus hvor der undervises i spil på de pågældende instrumenter. I Michaelstein var der som sagt ud over cembali barokvioliner, bratscher, celloer, traversfløjter, oboer og fagotter, det bekom mig godt. Der var f.eks. ingen blokfløjter, harper, lutter eller krumhorn, og kun en enkelt gambe havde sneget sig ind. I øvrigt var der et par af de andre cembalister der lød lidt misundelige når jeg fortalte at jeg hjemme i Danmark mest spiller sammen med sangere.

Til eventuelle talentspejdere: Kursets stjerne hed Yi Mo og spillede barokviolin; hun er måske ikke færdiguddannet i den tidlige musik endnu, men hamrende dygtig. Hvis man er til wienerklassik på originalinstrumenter, er det Ambrosia Quartett man skal holde øje med.

Kursuslisten i bladet?

(Da dette er en intern diskussion i MUSA, er afsnittet udeladt her.)

Konklusion

Jeg mener jeg fik et godt udbytte af kurset, og det vil jeg kunne udtale mig mere sikkert om om et par måneder når jeg har øvet mere efter Menno van Delfts anvisninger.

Kurset var en stor oplevelse. Jeg fik afprøvet et par grænser musikalsk, menneskeligt/socialt og sprogligt. Og det er så skønt at lave så god musik. Telemann-trioer ikke mindst.

Hjem


Webmaster: Ole V. Villumsen. Tilbagemeldinger modtages med tak.