Familierne Sand og Feil

En logikopgave

Familierne Sand og Feil holder fest for en af A’s venner.

Medlemmer af familien Sand siger altid sandheden. Det betyder også at de ikke udtaler sig om noget de ikke ved.

Familien Feil er de fødte ironikere. De udtaler sig også kun om det de ved, men taler konsekvent usandt. Når man kender dem, er de egentlig meget pålidelige.

Dit problem er at du ikke ved (endnu da) hvem af deltagerne i festen der tilhører hvilken familie. Deltagerne i festen kommer med følgende udsagn.

A: J og B er fra samme familie.
A: Min ven hedder Albert.
B: A’s ven hedder Bent.
B: Det er fredag i dag.
C: Det er enten lørdag eller søndag.
D: H og E er fra samme familie.
E: A og B er fra samme familie.
F: Af mig og E kommer én fra familien Feil.
G: D og jeg kommer fra samme familie.
H: Enten er det onsdag eller A kommer fra Feil-familien.
I: Højst 4 i selskabet er fra familien Sand.
J: Det er enten mandag eller K er medlem af Feil-familien.
J: A’s ven hedder Charles.
K: I og A er fra den samme familie.
K: Det er ikke tirsdag.

Hvilken ugedag er det?

Tillægsspørgsmål: Når F siger „af mig og E kommer én fra familien Feil“, mener hun så mindst én eller netop én?

Hvis du giver fortabt, må du sende mig et e-brev og bede om løsningen.

Jeg har taget opgaven fra WM-datas personaleblad. Formuleringen ovenfor er min egen.

Tilbage

Hjem


Webmaster: Ole V. Villumsen. Tilbagemeldinger modtages med tak.